Dans le Noir. I mørket. Ikke et dårligt navn til en restaurant, hvor hele konceptet går ud på, at du spiser i mørket. Hvis du altså tør …
Stol på sanserne
Er det salt eller peber? Hvad er det egentlig jeg spiser? Hvor er min gaffel? Kommer tjeneren mon tilbage? Og hvor kommer den skingre stemme fra? Fra nabobordet eller hva’?
Sanseindtrykkene er mange, og det er en del mere særprægede spørgsmål, der melder sig, når du besøger mørkerestauranten Dans le Noir i Paris.
Godt placeret midt i hjertet af byen mellem “Les Halles” og “Pompidou” og kun 5 minutters gang fra kvarteret Marais og Louvre.
Klassisk mørkerestaurant
Dans le Noir er en klassisk mørkerestaurant.
Middagen indtager du i bælgravende mørke, og alle tjenerne er blinde eller stærkt svagsynede – og dermed helt på hjemmebane i mørket. Modsat dig.
Når du ankommer til Dans le Noir, kommer du først ind i et lounge område. Her er der lyst, og personalet er seende. Det er her, du vælger, hvilken to eller tre-retters ”surprise”-menu du skal spise denne aften.
Du kan som oftest vælge mellem kategorierne kød, fjerkræ, fisk og vegetar, men selve menuen kender du ikke.
Det er nemlig hele fidusen. Du skal gætte – og smage dig frem til – hvad det er, du spiser i mørket.
Panik ikke, der serveres ikke klamme ingredienser, og inden du begiver dig ind i mørket, har du også mulighed for at fortælle køkkenet, hvis du har allergi over for særlige fødevarer og så videre. Du er i gode hænder.
Fut fut, her kommer vi
Når du har bestilt din menu, bliver du præsenteret for din tjener. Personen guider herefter dig og dit selskab ind i den mørke restaurant. I et langt ”tog” med hænderne på hinandens skuldre, bliver I ledt gennem et slusesystem ind i mørket, hvor I placeres ved et bord.
Herefter bliver maden serveret som på enhver anden restaurant, men oplevelsen er en helt anden – og meget individuel. For nogle bliver høresansen forstærket, for andre er det smagssansen, og for endnu andre er det følesansen og lugtesansen.
At være frataget synssansen er en særlig oplevelse – og det kræver lidt nerver. Langt de fleste vender sig dog hurtigt til det, og en aften i mørket bringer oftest sjove og surrealistiske minder med sig.
I lyset
Ude i lyset kan du slutte middagen af med en kop kaffe, som af gode grunde ikke serveres i mørket. Det er også her, du får oplyst menuens ingredienser.
Og hvordan er maden så? Maden er så vidt muligt økologisk, kvaliteten er god, men der er ikke tale om en decideret gourmetrestaurant. Dans le Noir er en restaurant, du besøger for oplevelsens skyld og for at udfordre dine sanser, ikke på grund af dets køkkenet.
Dans le Noir
Rue Quincampoix 51
75004 Paris
Metro: Châtelet, Hôtel de ville, Rambuteau
Website: http://paris.danslenoir.com/
Vil du læse mere om, hvilke kulinariske oplevelser, der venter dig i Paris? Så se mere her. Eller fortsæt opdagelsesrejsen rundt i Les Halles.