Det er svært at besøge Paris uden at slå et smut omkring det trendy pariser kvarter Marais, som med sine middelaldergader, skæve huse, aristokratiske bygninger, boheme stemning og mangfoldige og sammensatte befolkningsgruppe er yderst charmerende.
Marais i Paris: Hippe trendy barer, butikker, gallerier og bohemer
Marais er et kvarter i Paris, der på den ene side adskiller sig fra alle de andre kvarterer og på den anden side er indbegrebet af Paris. ”Le marais” betyder ”mosen”, hvilket refererer til, at området i middelalderen var noget, der lå uden for Paris’ bymur. I dag spreder kvarteret sig over arrondissement 3 og 4 og er derfor beliggende meget centralt i Paris.
Bydelens arkitektur er anderledes og mere middelalderagtig end resten af Paris’ arkitektur, men når du slendrer ned af de smalle brostensbelagte stræder, skal du huske på, at stort set hele Paris så sådan ud i middelalderen.
Marais for alle
I Marais i Paris møder du både ortodokse jøder, parisiske hipsters og modebevidste bøsser, der hænger ud på kvarterets homobarer. Det er denne sammensætning af kulturer, der gør kvarteret så fantastisk.
I ældre tid var kvarteret den franske adels foretrukne opholdssted, og mange fremtrædende adelsmænd byggede deres hjem i bydelen. Selvom adelen senere flyttede fra bydelen, kan du i dag stadig se og besøge flere af de gamle aristokratiske bygninger.
Efter adelen fulgte Paris’ jødiske befolkningsgruppe. De flyttede især ind i området omkring Rue des Rosiers, som også i dag er kendt som Paris’ jødiske kvarter. Her finder du bogbutikker specialiseret i jødisk litteratur, gamle hammams og et stort nummer af delis, bagerier og restauranter, der sælger kosher mad.
I Rue Pavée 10 ligger den jødiske synagoge, der er designet af Art Nouveau arkitekten Hector Guimard, der også har designet adskillige af byens metrostationer.
Shopping og restauranter i trendy Marais
Marais er et livligt kvarter fyldt med hippe barer, restauranter, hoteller, trendy butikker og fashionable gallerier. Alt sammen mast ind på et lille område.
Der er masser at se, og du kan med fordel besøge bydelen på en søndag, hvor du er på udkig efter en åben restaurant eller cafe. Omvendt er der meget lidt at lave i bydelen på en lørdag, som er den jødiske sabbat.
Gå bagom Centre Georges Pompidou (Beaubourg) ind gennem de smalle parisiske gader. Her er Marais-kvarteret, der de senere år er blomstret op som et chikt kvarter i Paris. Her er ingen store centre eller provokerende arkitektur. Gå fredeligt og roligt frem mod Place des Vosges ad små smalle gader, hvor du finder mange små specialforretninger og karakteristiske, men ikke helt billige caféer og restauranter blandt de mange gamle palæer, hvor de fleste nu er indrettet til forskellige specialmuseer.
En royal overraskelse
Skulle du løbe i armene på dronning Margrethe og prins Henrik på et gadehjørne, er der ikke noget mærkeligt i det. Den kongelige familie har nemlig sin egen lejlighed i Paris – og den ligger her i Marais-kvarteret.
Læs mere om, hvad du kan opleve i Marais-kvarteret.